Guitaren er et gammelt og ædelt instrumnet, hvis historie kan spores 4000 år tilbage i tiden. Mange teorier er blevet fremsat om instrumentets oprindelse. Det er ofte blevet hævdet at guitaren er en videreudvikling af lutten, eller endog af den gamle græske kithara. Undersøgelser foretaget af Dr. Michael Kasha i 1960'erne viste at disse påstande er uden hold. Han beviste at lutten er resultatet af en helt anden udvikling, guitar og lut deler dog fælles ophav, men luttens har ingen indflydelse på guitarens udvikling. Indflydelsen den modsatte vej er ikke til at komme udenom - guitarens første forfædre havde en stor betydning og indflydelsen på udviklingen af lutten med gribebånd fra oud'en der var uden gribebånd som maurerne medbragte til Spanien.
Det eneste "bevis" for kithara teorien er ligheden mellem det græske ord "kithara" og det spanske ord "quitarra." Det er svært at forestille sig hvordan guitaren skulle have udviklet sig fra kitharaen, der er et helt igennem anderledes instrument - nemlige en slags firkantet harpe, eller "lyre".
Det ville også være ud over det sandsynlige hvis en firkantet harpe skulle have givet sit navn til de tidlige 4 strengede spanske "quitarraer." Dr. Kasha sætter spørgsmålet på hovedet og spørger, hvor fik grækerne navnet 'katihara' og påpeget at de første græske kitharas kun havde 4 strenge, da de kom udenfor Grækenland. Her er overbevist om at grækerne helleniserede det gamle persiske navn for et 4 strenget instrument nemlig "chartar" billede nedenunder.
Forfædrene
De allerførste strengeinstrumenter som arkæologerne kender til er harper og tanburs. Siden forhistorisk tid har mennesker benyttet harper ved skildpaddeskjolde og kalabasser som resonatorer, men en buet gren som hals og en eller flere tarmstrenge, eller strenge af silke. Museums verden over har mange sådanne "harper" fra de gamle sumere, babyloniere og de ægyptiske civilisationer. Cirka 2500-2000 f.v.t. begyndte der at komme mere avancerede harper, såsom det overdådigt udsmukkede 11 strengs instrument med guldudsmykning som man fandt i dronning Shub-Ad's grav.
"Dronning Shub-Ad's harpe" (fra den kongelige begravelsespalds i Ur)
En tanbur er defineret som "et langhalset strengeinstrument med en lille æggeformet eller pæreformet krop, med en buet eller rund ryg, sædvanligvis med et lydbræt af træ eller skind, og en lang lige hals." Tanburen udvikledes sandsynligvis fra harpen, da halsen var helt lige for at give mulighed for at strengen kunne presses ned på denne for at skabe flere toner. Malerier fra gravsteder og udhugninger i Ægypten beviser den kendsgerning at harper og tanburer (sammen med fløjter og trommeinstrumenter) blev spillet i ensembler for 3500-4000 år siden.
Ægyptisk vægmaleri, Theben, 1420 f.v.t.
Arkæologerne har også fundt mange lignende efterladenskaber i ruinerne af de oldgamle persiske og mesopotamiske kulturer. Mange af disse instrumenter har overlevet til de moderne tider næsten uændret, som kan ses ved folkeinstrumenter i regioner såsom den tyrkiske Saz, tamburitsaen fra Balkan, den iranske Setar, den afghanske Panchtar og den græske Bouzouki.
De ældste bevare guitarlignende instrumenter
Med 3500 år på bagen er dette den ultimativ ældste guitar! Den tilhørte den ægyptiske sanger Har-Mose. Han blev begravet med sin tanbur ganske tæt på sin arbejdsgivers grav, Sen-Mut, arkitekt for Dronning Hatshepsut, der belv kronet i 1503 f.v.t. Sen-Mut (der blev mistænkt for at være langt mere end blot statsminister og arkitekt for droningen) byggede Hatshepsut's smukke mindetempel, der ligger ved Nilens bredder.
Har-Moses instrumentet havde tre strenge og et plektrum fastgjort fra halsen med et bånd. Lydboksen var lavet af smukt poleret cedertræ og havde "lydbræt" af skind. Man kan se det på Arkæologisk Museum i Kairo.
Dronning Hatshepsut
Hvad er så en guitar?
For at skelne guitaren fra de andre medlemmer af tanbur familien har vi brug for at definere hvad en guitar er. Dr. Kash definerer en guitar som havende "en lag hals med gribebånd, fladt trækkasse, ribber og en flad bagside, ofte med sider der kurver indad."
Den ældste ikonografiske afbildning af et instrument der har alle guitarerns karaktertræk er en udhugning i sten ved Alaca Huyek i Tyrkiet af en 3000 år gammel Hittit "guitar."
Lutten (Al'ud, Oud)
Maurerne medbragte oud'en (se også artikeln om mandolinen) til Spanien. Tanburen var gået en anden retning i de arabiske lande, hvor proportionerne var ændret og den forblev uden gribebånd.
Europæerne lagde gribebånd på oud'en og kaldte den en "lut" - dette stammer fra det arabiske "Al'ud" der betyder træ, via det spanske navn "laud."
En lut eller odu defineres som "et korthalset instrument med mange strenge, en lang pæreformet gennemført, skarpvinklet strengehoved.
Renæssance lut Arthur Robb
Det var smukke instrumenter. Det er svært at se, hvordan guitaren med den "lange hals og så videre...." dog kunne have udviklet sig fra lutten, som jo har den "korte hals og så videre....
Guitaren
Navnet "guitar" kommer fra den gamle sanskrit ord for "streng" EN "TAR." (Sanskrit er sproget fra Centralasien og den nordlige del af Indien) Mange strengeinstrumenter fra folkene eksisterer til idag i Centralasien og de har været benyttet i næsten uændret form i adskillige tusinde år, som det kan ses af de arkæologiske udgravningern i området. Mange har navne der slutter med "tar," med en angiverlse af hvor mange strenge den har.
Dotar
to = Sanskrit "dvi" - moderne Persisk "do" - dotar, to-strengs instrument fundet i Turkestan
tre = Sanskrit "tri" - moderne Persisk "se" - setar, 3-strenget instrument, fundet i Persien (Iran),
(afledt form sitar, Indien, videudviklet mangestrenget)
fire = Sanskrit "chatur" - moderne Persisk "char" - chartar, 4-strengs instrument, Persien (almindeligivs kendt som "tar" i moderne brug)
(afledt form quitarra, første spanske 4 strengs guitar,
moderne Arabiak qithara, Italien chitarra, etc)
fem = Sanskrit "pancha" - moderne Persisk "panj" - panchtar, 5 strengs, Afghanistan
Indisk Sitar
Den indiske siter har næsten helt sikkert sit navn fra den persiske setar, men i århundredernes løb har inderne udviklet den til et helt nyt instrument, efter deres egne æstetiske og kulturelle forudsætninger.
Persisk Setar
Chartar ("Tar")
Tanburer og harper er blevet spredt i oldtidens verden med rejsende, købmænd og søfolk. Den fire-strengede persiske chartar (læg mærke til den smalle vidje!) ankom til Spanien hvor den forandrede sig i form og konstruktion med par i strenge i stedet for enkeltstrenge og blev kendt som quitarra eller chitarra.
Fra fire- fem- til seksstrengs guitarer.
Som vi har set er guitarens forfædre kommet til Europa fra Ægypten og Mesopotamien. Disse tidlige instrumenter havde oftest 4 strenge - ordet guitar stammer fra det oldpersiske "chartar" der direkte oversat betyder "fire strenge." Mange sådanne instrumenter og variationer af dem har tre til fem strenge, som det kan ses af illustrede manuskripter fra før Middelalderen, og i udskårne sten i kirker og katedraler fra Romertiden og gennem Middelalderen. Til højre ses en romersk "guitar" cirka 200 f.v.t.,
Engel med guitar. St. Stephen's, 1591.
Ved indledningen til Renæssancen var den 4 strengede (eller rettere dobbelt fire strenge) guitar blevet dominerende, i det mindste i det meste af Europa. Den tidligste kendte musik for den 4 strengede "chitarra" er skrevet i det 16. århundredes Spanien. Den fem stregende guitarra battente (til venstre) så man først i Italien på cikra samme tid, og gradvist afløste den den 4 strengede. Den stemmes som stander A, D, G, B, E ligesom de fem første stenge på moderne guitarer.
Sammen med lutten havde de tidligste guitarer sjældent halse med mere en 8 bånd, men som guitaren udviklede sig blev det først til 10 så til 12.
5-strengs guitar af Antonio Stradivarius, 1680
En sjette streng blev føjet til på den italienske "Guitarra battente" i det 17. århundrede og guitar magerne over hele Europa fulgt trop. Den 6 strengede (dobeltstrenge)opsætning gav gradvis plads for seks enkelt stenge, og igen ser det ud til at det var italienerne der var hovedkraften bagved dette. (Den seksstrengede guitar kan således siges at være en udvikling af den 12 strengende, snarere end vice versa, som man ofte formodede).
I forvandling fra 5 dobbelstrenge til seks enkelt strenge ser det ud til at i det mindste nogle af de eksisterende fem streng instrumenter blev modificeret til det nye strengemønster. Dette var ganske enkelt, arbejde. En utrolig msuk udmsykket guitar af denb tyske mester fra Hamburg, Joakim Thielke (1641-1719) blev ændret på den måde.
Ved begyndelsen af det 19. århundrede kan man se de moderne guitarer begynde at tage form. Kroppene var dog stadig relativt smalle og små.
6-strengs guitar af George Louis Panormo, 1832
Den moderne "klassiske guitar" har fået sin nuværende form fra den spanske instrumentmager Antonio Torres der forøgede kroppens størrelse, ændrede på proportionerne og introducerede den revolutionerende "fan" top temmesystem cirka 1850. Hans desig forbedrede på radikal vis lyden, tonen og instrumentets udstråling, og meget snart blev den en accepteret standard konstruktion. Det har i det store og hele være uændret, og uudfordret til i dag.
Guitar af Antonio Torres Jurado, 1859
Stål strenge og elektriske guitarer
På omtrent samme tid som Torres begyndte sit banebrydebnde arbejde med udformingen af guitarer i Spanien var tyske immigranter til USA - blandt dem Christian Fredrich Martin begyndt at fremstille guitarer med X-støttede kroppe. Stålstrenge blev først udbredt omkring 1900. Stålstrengene gav lovning på en meget højere lyd i guitaren men den forøgede tilspændigen var alt for meget for Torres stil guitaren. En X-støtte viste sig t kunne klare dette og hurtigt blev den industristandarden for flat top stålstrengs guitaren.
Ved slutningen af det 19. århundrede var Orville Gibson igang med at bygge archto guitarer med ovale lydhuller. Han forenede stålstrensguitaren med en krop der mere lignede en cello, hvor broen ikke udgør en ekstra spænding for toppen, men kun lige ned. Dette tillader toppen af vibrere mere frit, og således skabes mere volumen. Tidligt i 1920'erne sluttede designeren Lloyd Loar sig til Gibson og raffinerede archtop "jazz" guitaren til den nu kendte form med F- huller, bevægelig bro og celloagtige hale.
Den elektriske guitar blev født da pickups blev føjet til Hawaii og "jazz" guitarerne sent i 1920'erne, men fik kun ringe succes, indtil 1936, da Gibson sendte ES150 modellen på markedet, som Charlie Christian gjorde berømt.
Med adgang til forstærker blev det muligt helt at fjerne lydkassen. Sent i 1930'erne og tidligt 40'erne eksperimenterede kunstnere ud af disse 'tangenter' og der er stadig en kontrovers om hvorvidt Les Paul, Leo Fender, Paul Bigsby eller O.W. Appleton kontruerede den allerførste guitar med en massiv krop. Uanset hvad svaret er er den elektriske guitar kommet for at blive.
Nyd denne video med mesteren Tony Rice som spiller stille og roligt på sin Martin guitar.
Dronning Hatshepsut
