Efter en lang køretur gennem Sverige ankom disse gæve svenskere og gav os en dejlig aften. Selvom de var trætte fik de hurtigt smidt denne bort og spillede med stor energi og glæde. Dejligt når der er en dobro med i et band. Intet under at dette band blev kåret som Sveriges bedste i 2008. En skam vi ikke var flere, men det skyldes nok at påskeferien jo netop indledtes denne dag. Men se dette Youtubeklip
En mandag aften og stuvende fuldt hus. De meste mageløse guitarrister jeg har hørt. De gav en forestilling i fantastisk underholdning og virtuost guitarspil og sang som må have gjort et stort indtryk på publikum somda også viste deres godkendelse gennem lange klapsalver. John Moore mestrer og mandolin på ypperligste vis. Gode sange, hvoraf mange de selv har skrevet.
Hvor ville det dog have klædt vore 'monopol' TV-kanaler om de have rumplet sig sammen og optaget denne koncert. Sikken et boost det ville kunne give bluesgrassgenren.
To fantastiske koncerter på mindre end een uge og rigtig mange tilhørere. Flot.
I 2008 var de på besøg og gav en forrygende koncert. De er ikke blevet ringere, humøret og spilleglæde er stadig i top. De var ellers noget stressede idet de missede deres færge og derfor blev cirka 40 minutter forsinkede, men efter et par numre var alle faldet til ro og aftenen var en god oplevelse.
Så var der inviteret til dansk bluegrass aften. De veloplagte 'veteraner' spillede et par dejlige set af velkendte bluegrassnumre, krydret med godt humør. Dem kan vi godt være bekendt at sende på deres tour til Nashville bluegrass festival i oktober. Om de får lov at optræde er så et andet spørgsmål, men de kan sagtens være med i andet fint selskab.
Amy Gallatin & Stillwater med Roger Williams på dobro 27.08.09
Jamen da dog, sikken en aften. Et topprofessionelt amerikansk band med alle ben på jorden udi bluegrass og countrygenren. De som ikke var tilstede denne trosdag aften snyd sig selv for en forrygende koncertoplevelse uden svage punkter. Følsomme sange, hvor publikum var tryllebundet af Amys klare stemme og det flotte samspil. Livlige numre såvel instrumentalt som vokalt. Roger Williams på dobro er i særklasse blandt de bedste dobrospillere i verden. Hans søn spillede mandolin, og en ung talentfuld violinspiller, sammen med en rutineret bassist gjorde det til en helstøbt positiv oplevelse. Kom endelig igen, for de kunne kun give en lille del af deres enorme repertoire. Udover det var de meget 'selskabelige' i pausen og efter koncerten og det var med til at forstærke det gode indtryk af de sympatiske amerikanere.
Med tilladelse kan her ses på youtube videoer optaget denne aften. God fornøjelse.
Gravity, Sverige 26.06.2009.
Fuld fart på musikken og humøret. Meget energisk sangerinde. Gæsteoptræden af amerikaner på violin. En rigtig solid bluegrassaften.
Hansi Slavek og Groovy Lix, Tjekkiet 24. marts 2009.
3 mand træder ind. Banjo og mandolin spillerne er brødre, og så Slavek på guitar. Meget hurtigt bliver klart at her er der tale om 3 enestående musikere, der hver især mestrer deres instrument i masterclass. Første afdeling var måske lidt 'langhåret' bluegrass med også alternative udgaver af både country og bluegrass. Blandt andre en udgave af Johnny Cash's Folsom Prison Blues. Anden afdeling var ganske enkelt forrygende her blev vist kunnen. Slaveks guitarspil er virtuost og ser så let ud. En tilhører mente banjospilleren var noget af det bedste han havde hørt, ligesom den dybt koncentrede mandolinspiller fuldendte oplevelsen af tre musikere i topklasse. Mange rent instrumentale numre. Her kan nævnes den smukke Summer Solstice og nummeret Cascades.
Copenhagen Mountain Boys, Danmark - 27. februar 2009.
Rigtig mange var mødt op denne hyggelige aften. Musikken begyndte med at Spencer Sorenson og Arne Sørensen spillede 4 numre for mandolin og banjo som de havde indøvet. Der var tempo på.
De tre medlemmer af CMB, Spencer Sorenson, mandolin og guitar, Rolf Bülow på gulvbas og Jan Thing på guitar var i rigtig spillehumør, det hjælper med mange i salen, hvoraf der var adskillige der aldrig havde overværet en bluegrasskoncert før. De kan kun være gået hjem en stor oplevelse rigere. Der blev vekslet mellem klassiske bluegrassnumre, stille ballader og countrynumre. Sikkert fremført med humor og charme.
CBM arbejder for tiden på en ny CD og vi fik nogle smagsprøver. Der bliver noget at glæde sig til. På talrige opfordringer fra publikum trådte Arne op på scenen og spillede med i det sidste ekstranummer med sin velklingende Huber banjo. Flot afslutning på en god musikaften.
Downtown Ramblers, Sverige 23. januar 2009
For cirka et år siden havde vi også besøg af denne svenske gruppe. Man kunne tydeligt høre hvilken positiv udvikling bandet har været igennem på blot et år. En sikkerhed i musikken, fremførelsen og mange, mange flere numre end forrige gang. Mange numre skriver de selv og det bliver kvaliteten ikke mindre af. En stor fornøjelse at få lov at følge dem.
Billeder af medlemmerne kan ses længere nede på siden, fra koncerten sidste år.
Bluegrass Night 22.11.08
Programmet var næsten for imponerende. 4 bands på een aften. Hvor megen forkælelse har vi bluegrasselskere fortjent?
Tak for et stort arbejde som alle tilstedeværende kun kunne værdsætte.
Nu til musikken.
Little Big Love fra Danmark fik 'fornøjelsen' at lægge ud, hvilket altid må være svært. Med spænding imødeses altid nye bands. Dansk bluegrass? Kan de noget? Er der fremtid i dem? Er ambitionsniveauet for højt? De havde valgt kun at spille egne kompositioner med en del countryinspiration. Godt og solidt. Jeg sad helt foran og lyttede til teksterne som havde bid, selvom det er svært at forstå alt. Mere tydeligt tak! Det ville også have været rart med et par velkendte numre fra det enorme bluegrassrepertoire for ligesom at komme rigtig i stemning, og give variation. Imponerende at man tør satse på egne, gode, ting. Men absolut et band under udvikling og med potentiale. Vi høres ved en anden gang.
Bluemountain Boys, Östersund, Sverige. Sorte jakkesæt, lysegrå Westernhatte, bolo tie's. En eksplosion af spilleglæde og energisk optræden. Allerede 30 sekunder inde i deres første nummer havde de salen med. Flot, gennemført traditionel bluegrass, højt humør er vist det der 'susan gör.' Salen susede af begejstring og klapsalver. Et par numre med svensk tekst var også med. Deres energi og humør dækkede ikke over mangler på spillekunnen. Frederik Mårtensson på sin Martin guitar var flydende. Fiddle spilleren sprang ind og ud i numrene og gav høststemning. Den 'afblegede' banjospiller og bassisten var prikken over 'I.' Synge kunne de også. Ærgerligt at de ikke, af tidshensyn, fik lov til at gennemføre hele deres set. Mange i salen udtalte i pausen, at det her var rigtig godt og at de meget gerne måtte komme igen og fremføre hele deres 'set.' Så Välkomna åter.
Beppe Gambetta, Italien. Denne charmerende italiener med den pragtfulde accent og den fabelagtige teknik og kunnen på sin guitar tryllebandt publikum med sine smukke fortolkninger af såvel egne som andres kompositioner. Han har samtidig evnen til, mellem numrene, at fortælle så alle lytter og med humor sætte publikum op til næste melodi. Hans fortolkning af 'Ave Maria' benyttet ved en vens bryllup på Hawaii var meget, meget smuk. Man kan undre sig over, hvordan det er muligt at bevæge fingrene så hurtigt på strengene, uden at det lyder som blot 'praleteknik,' men med nerve og intensitet. Tak til foreningen for også at give os denne oplevelse. Mille Grazie, Beppe. Arrivederci.
Sawmill Road, USA. Så er der dømt professionalisme og effektivitet. Her er der heller ikke tale om årsunger, men modne mænd med enorm erfaring og en fantastisk kunnen. Jo, de havde en 'ung' med, for at trække det yngre damepublikum ind til koncerter, mandolinspilleren Mark Miracle, om navnet Miracle er et kunsternavn, ved jeg ikke, men hans kunnen på mandolinen var mirakuløst. Steve Spurgin, på el-bas og sang bandt performancen sammen med anekdoter og introduktioner til numrene og de gamle venner, Bruce Johnson på fiddle, Charlie Edsall på guitar og Dick Brown på banjo hyggede sig med musikken. De bor langt fra hinanden i USA, men spille sammen det kan de. Charlie Edsall stod stille og roligt og spillede bundsolidt og smilede charmerende og hans nummer Mariposa Waltz fik salen til at gå i valsetakt af begejstring. Et meget smukt nummer. Den tårnhøje Dick Brown, er en eminent banjospiller og sanger tilmed. På ægte bluegrassmaner fik de forskelllige musikere lov af brillere med deres kunnen og selvfølgelig fik de deres fortjente applaus for hver præstation. Af de mange gode numre kan fremhæves: Brand new Pair of Britches (bukser), Last Train to Dixie ud af mange. En parodi på Del McCoury gav Dick Brown. Stakkels Del, men morsomt.
Tilhørere iført Civil War uniformer.
En meget lang aften sluttede præcis kl. 0.00. 5 timer med god bluegrassmusik for KR. 130 for ikke medlemmer og KR. 100 for medlemmer er nærmest en foræring. Godt der var indlagte pauser, hvor snakken gik mellem musikerne og publikum. Pragtfuldt at se så mange glade gæster, hvoraf flere var førstegangsgæster til en bluegrassevent.
Men hvor var den 'rigtige presse' og de 'rigtige anmeldere.'? Danmarks Radio og andre medier burde skamme sig over at nærmest 'ignorere' denne genre. Er vi enige? Og hvad kan vi gøre ved det?
G-runs 'n Roses koncerten 24.10.2008.
Ifølge kendere er der altid noget at glæde sig til når bands fra Tjekkiet kommer på besøg. Kvaliteten og fremføringen er som regel i top.
Denne aftens koncert var absolut ingen undtagelse. Meget veloplagte, smilende og med meget godt humør begyndte koncerten og allerede efter første nummer var alle tilstedeværende klar over at her var noget ud over det sædvanlige.
En meget ung fiddle spiller, 19 år, der spillede som en erfaren Vassar Clement, og også kunne synge. En ekvilibrist og forsanger og bandleder på guitar. En mandolinspiller der med utroligt tempo og energi gav bandet denne dejlige mandolinlyd som er så karakterisk for bluegrass. Som altid i baggrunden, gulvbasspilleren der så ud til at more sig, for han smilede konstant. I extranummeret fik vi lejlighed til at høre en solo, flot fremført. Banjo spilleren var udlånt fra andet tjekkisk band idet deres egen banjospiller var forhindret.
Denne unge mand var noget udover det sædvanlige. I betragtning af, at der blot havde været meget kort øveforløb var han uhyggelig god. På sin Puka banjo, med slidt skind, så han havde øvet sig. gav han prøver på sin kunnen. Et særligt nummer var hans potpourri over ABBA melodier spillet solo på banjo, a la bluegrass. Det var dog utroligt. 5 minutters solo og det lød bare imponerende. Såvidt jeg kunne bedømme spillede han clawhammer for han havde ingen picks og tommelfingeren arbejdede konstant. Bagefter forklarede han mig at han kun brugte neglene. De fremførte mange egne numre og nogle countrynumre og deres udgave af 'A Man of Constant Sorrow' var vist nok første gang de spillede den sammen, det hævdede de, på opfordring af en publikummer, jeg tror dog det var lidt show for publikum, for det var bare for meget i orden, til at være første gang. I over to timer underholdt de os og begejstringen var ægte og bifaldet fuldt fortjent. Guitaristen knækkede en streng midt i et nummer og samtidig med han fortsatte med at synge skiftede han strengen, grundstemte og nåede at afslutte med en akkord. Flot timet og til megen moro.
Stemningen i salen bar præg af den gode underholdning. En ung pige, der er meget interesseret i keltisk folkedans begyndte at danse til musikken, flot af hende og samtidig meget naturligt. Snakken indbyrdes i pausen og bagefter var intens. Der var gæster der var til bluegrasskoncert for første gang og dejligt at høre deres begejstring og tilsagn om at komme til næste arrangement.
En sådan aften gør foreningen ære. 
Fotos af Flemming Burchardt.
Koncerten i Karens Minde 13.09. Bluegrass Boulevard, Århus, og Freewhelin' , Falster.
Dejlig koncertaften med de to veloplagte danske band. Bluegrass Boulevard indledte med et variet set af såvel oldtime som nyere bluegrassnumre. Alle numre blev introduceret med megen humor og alle musikerne udstrålede spilleglæde. Bandets banjospiller var holdt op, men som en rigtig god erstatning en talentfuld dobrospiller.Bluegrass Boulevard
Freewhelin' , med den tårnhøje forsanger der virkelig kunne høres spillede videre i samme professionelle ånd, men lidt mere moderne bluegrassnumre. Banjospilleren havde netop hentet en ny (Puka) banjo i Tjekkiet, og selvom han måtte stemme flere gange ødelagde det ikke indtrykket af en engageret flok musikere der elsker bluegrass.
Aftenen blev dog 'skæmmet' af en del støj, en dyb bumbende bas, fra et arrangement andetsteds i huset, men det må have været mest generende for musikerne.
En anden 'skønhedsplet' var antallet (eller mangelen) af koncertdeltagere. Var det fordi mange havde været til Lowell Sisters koncert om fredagen? Desværre er det meget svært at gardere sig mod et sådant sammenfald.
Fra Claus Larsen, Køge har vi fået denne velskrevne entusiastiske anmeldelse. Koncert 12.09. Global, Nørre Alle.
Nu ærger det mig, jeg ikke tog afsted. Tak Claus.
TIGHT JEANS & HARMONIES - LOVELL SISTERS
Bluegrass'ens Fader vor, du som er i himlen, vi takker dig for at kunne opleve indtil flere bluegrasskoncerter i København i den seneste uges tid. Hayseed Dixie, The Lovell Sisters og foreningens dobbeltkoncert lørdag.
Jeg valgt søstrene, både fordi de spiller moderne bluegrass og fordi jeg ville se spillestedet The Global på Nørrebro.
Med en energi, jeg ikke har oplevet siden Valerie Smith og Liberty Pike leverede Lovell Sisters fra Georgia et show, der kunne gøre sig både i helt små klubber og Orange Scene, Roskilde. Jessica (fiddle), Megan (dobro) og Rebecca (mandolin) i front og to mandlige musikere (Matt Wingate, guitar og Andy Nail, bas) bagerst spillede to stramme sæt for et begejstret publikum bestående af os bluegrassfans samt en del fortrinsvis unge nybegyndere.
Selv meget kritiske ører ville have svært ved at finde een eneste skævert i lydbilledet. En ellers temmelig kompliceret opsætning af elektrisk forstærkede instrumenter - styret af bl.a. volumenpedaler - og traditionelle instrumentmikrofoner blev behersket til perfektion. Søstrene skiftedes til at synge lead og harmonier ikke bare rent og klart, men også næsten hviskende og skrigende. Meget flot.
De ekstra gaver, der blev uddelt i løbet af aftenen i form af instrumenal soli bevægede sig bort fra de fraser og billige tricks, man ofte hører. Rytmisk og harmonisk virtuost og med teknikker, der sjældent høres herhjemme.
Som prikket over i'et var også repertoiret overraskende spændende. Ingen Applejacks, Orange Blossom Specials eller nemme sing-alongs/clap-a-longs her. Aftenens eneste halvkikser var Cash' s Folsom Prison Blues. Ellers var det en god kombination af egne orginals samt et godt mix af mindre kendte titler fra bl.a. Blind Willie McTell, Don Williams, Andrews Sisters, Linda Ronstadt, Bonnie Raitt, Alison Krauss, Doc Watson samt nogle swing- og folknumre. Altsammen krydret med instrumentalnumre (Jerry Douglas bl.a.).
Ike kunne ryste Houston, men Lovell Sisters svingede Nørre Alle d. 12.9.
Slet ingen minusser? Ja, for få af vore klubmedlemmer havde vovet sig på udebane.
Kan den moderne bluegrass finde et nyt publikum også herhjemme? Denne aften kunne tyde på det. Den stil, som Alison Krauss & Union Station og især Nickel Creek udstak for over 10 år siden, ser ud til kunne gå fint i hånd med den traditionelle bluegrass.
Claus H. Larsen, Køge
April 2008: Copenhagen Mountain Boys og Shady Groove.
Koncertomtale.
Der var rent dansk aften. I vores beundring over de gode udenlandske navne der har gæstet Karens Minde var det måske med lidt mindre forventning at de mange gæster var mødt op til denne aftens musikoplevelser. Men sikken en oplevelse i positiv forstand det blev.
Copenhagen Mo
