Der kan være mange grunde til, at en musikgenre fanger ens smag. Den store russiske komponist Igor Strawinsky sagde: "Man kan også oversmøre musik med læbestift og kvæle den med pudder." Bluegrass er ærlig og ægte musik og glæde. Uden for megen læbestift og pudder. Hver især har vi en holdning som vi forsvarer, men prøv at læse hvad Burt Prelutsky siger om country-western, og dermed også Bluegrass.
Her kan tilføjes, at Bluegrass i langt højere grad end country har dybdeborende tekster, hvis det er det man føler er vigtigt. Om arbejdsløshed. Om ekspropriation. Om livet som engang var. Om uigengældt kærlighed. Om det hårde slid i fattigdom. Om tragiske ulykker. Om håb. Om 'The Civil War.' Om det jævne liv. Om ærlighed. Om bedrag. Og som en særlig del af genren de mange gribende sange i 'Gospel-Bluegrass.' De talrige meget humoristiske sange må heller ikke glemmes. Jo, det er en musikgenre for os alle, der har en 'bondeknold' indeni.
Inderst inde er jeg kun en ’bondeknold’
Burt Prelutsky: Manuskriptforfatter til film og mange tv-serier, samfundsdebattør og forfatter til bøger blandt andet, 'Conservatives Are from Mars, Liberals Are from San Francisco'
For et par år siden mødtes jeg med en, jeg ikke havde set i 50 år. Vi havde engang været venner i skolen, men så flyttede min familie. Gary og jeg kom til at gå på forskellige skoler. Det er næsten det samme som at bo på hver sin planet.
Han havde på nettet fundet nogle af de ting jeg beskæftiger mig med. Gary kontaktede mig og foreslog at vi skulle have frokost. Det gjorde vi så. Selvom der var nogle ting, der var gået bort i glemselen, sagde jeg til ham, at jeg var taknemmelig for, at han havde lært mig at spille tennis. Han blev overrasket over, at jeg stadig spillede. Hans overraskelse var dog lig nul i sammenligning med min da han fortalte at han var taknemmelig for, at jeg havde introduceret ham til gode bøger og musik. Helt ærligt, det havde jeg ikke forestillet mig at have været årsag til. Til forskel fra hans undervisning i tennis var det nemlig ikke noget jeg havde planlagt. Ikke desto mindre forsikrede ham mig om, at jeg var den første person han havde kendt som læste Steinbeck, Dickens, Salinger og Dostofjevski, Benchley og S.J. Perlman, og som lyttede til klassisk musik.
Det havde aldrig faldet mig ind, hverken dengang eller siden, at jeg ville blive en ’rollemodel’ for nogen. Faktisk er det eneste tidspunkt jeg har forsøgt at påvirke nogens smag med hensyn til bøger, hos min søn, og til trods for det, eller måske snarere på grund af mine anstrengelser, har han altid hadet at læse noget andet end et sæt spillekort. Når det drejer sig om musik, så er det eneste han så ud til at kunne lide, den slags musik min generation kun kunne sige var en frygtelig bunke larmende støj.
Min egen smag i musik, ligesom med bøger, er meget ‘forfinet’. Beethoven, Bach og Brahms, også Puccini, Copland, Debussy, Barber, Prokofiev, Porter, Gershwin, Berlin, Kern, Sondheim og Loesser. Jeg har også en forkærlighed for de komponister som har beriget så mange film med dramatiske effekter, folk som Steiner, Waxman, Korngold, Bernstein, Legrande og Morricone.
Så sent som sidste år var det, at jeg opdagede en helt anden musikgenre, og blev forelsket. Country-western. Det var ved et rent tilfælde. Når jeg kører bil lytter jeg altid til ’tale-radio’ Men i weekenden er det småt med ’tale-radio’ og jeg er overladt til mig selv. Nå, men for nogle måneder siden da jeg surfede på hele AM-båndet og fandt ud af, at de eneste emner der blev talt om, var computere, vitaminer og investeringsmuligheder, da bed jeg i det sure æble og slog over på FM. Det var her jeg faldt over et country-western program og jeg blev hængende.
Hvis det ikke var fordi det lyder så ‘religiøst’ vil jeg sige jeg fik en åbenbaring. Jeg havde virkelig ingen forestilling om, at der i dag stadig skrives sange, der ikke alene er melodiske, men tillige har tekster man kan forstå, og som ikke lyder som de er kopieret fra skriblerierne på offentlige toiletter.
Da jeg kørte til og fra tennis i dag, hørte jeg en time med dejlige sange, og jeg hørte intet om alfonser, ludere og om at slå politibetjente ihjel. Jeg hørte kærlighedssange om ægtemænd og hustruer, om at ære sin far og mor og endog sine søskende. Det er svært at tro på, men i 2008 er der mennesker, der er travlt optaget af at skrive og synge hyldestsange til bedsteforældre, til skolelærere, til de som har betydet noget for dem, til soldater og endog, selvom du tror det er løgn, til Amerika.
Så er der sange om uigengældt kærlighed, om venner som er døde, og om åndelig forløsning. Nu for tiden er der også en klog og rørende sang, hvor en voksen skriver et brev til sin 17 årige søn, hvor han prøver at forsikre drengen om, at selvom det ser ud som verden er ved at gå under fordi hans pige har slået op, så vil det vise sig, at alt nok skal blive godt igen, endskønt han forstår, at for unge i den alder, er det ubegribeligt hårdt ”at overleve næste week-end.”
Mange lidt ældre mennesker beklager sig over, at livet i USA ser til ud at være i forfald og de længes efter ’de gode gamle dage’, da venner og familien virkelig betød noget, da folk blev gift og vedblev med at være gift, selv med deres kæreste fra skoletiden, og at det at elske sit land ikke blev betragtet som noget følelsespjat.
Nå, men jeg kan kun sige, at de ‘gode gamle dage’ ikke er fuldstændig døde og borte. Faktisk så er de her nu og, som jeg fortalte Gary, så kan du finde dem på dit FM-bånd.
